Materialer
Når du køber et smykke fra Anne Poulsen Jewellery, skal du kunne vide, hvad du får.
Anne Poulsen Jewellery er registreret hos Ædelmetalkontrollen. Det betyder, at smykkernes ædelmetal og lødighed skal leve op til de gældende krav, og at du som kunde kan identificere, hvem der står bag smykket.
Mine sølvsmykker fremstilles i 925 sterling sølv og stemples med 925, som angiver sølvets lødighed.
På større smykker finder du desuden mit registrerede navnestempel APJ. Stemplet slår jeg selv i smykket i hånden – endnu et lille spor af den proces og det håndværk, der ligger bag hvert enkelt smykke.

Oxideret sterling sølv
Mine oxiderede smykker er også fremstillet i 925 sterling sølv.
Oxideringen er blot en overfladebehandling, der giver sølvet det karakteristiske mørke og rå udtryk. Under den mørke overflade er materialet altså det samme sterling sølv som i mine øvrige sølvsmykker.
Med tiden vil den oxiderede overflade naturligt ændre sig og blive slidt de steder, hvor smykket berøres og bæres mest. Det er en del af udtrykket og giver smykket endnu mere karakter med tiden.
Materialer med mere end ét liv
Jeg forsøger at tænke over hvert trin i fremstillingen – også det, der bliver tilbage på arbejdsbordet.
Sølvrester bliver samlet og smeltet om, så de kan få nyt liv i et andet smykke, eller sendt videre til genanvendelse hos en lokal producent.
Jeg tror ikke på, at man som lille virksomhed nogensinde bliver helt færdig med at lære. Derfor leder jeg hele tiden efter måder, hvorpå jeg kan træffe bedre valg, mindske spild og arbejde mere cirkulært.
For mig handler ansvarlig produktion ikke om at være perfekt. Det handler om at være nysgerrig, transparent og villig til hele tiden at gøre det lidt bedre.
Har du spørgsmål til mine materialer eller måden, dine smykker bliver fremstillet på, er du altid velkommen til at spørge.